Der er stor forskel på at kunne gå langt og på at disponere en lang march rigtigt.

Mange føler sig stærke de første timer. Tempoet føles let, benene er friske, og stemningen omkring starten kan nemt trække farten lidt op.

Det er netop derfor, mange får problemer senere.

En 100 km-march bliver sjældent ødelagt af én stor fejl. Den bliver oftere ødelagt af en række små beslutninger, som hver især virker ubetydelige:

• tempoet er lidt for højt
• pauserne bliver lidt for lange
• man får lidt for lidt energi
• et begyndende problem med fødderne bliver ignoreret

På 10 km betyder det måske ikke meget. På 100 km kan forskellen blive stor.

Mange 100 km-marcher afgøres tidligt

Man kunne tro, at en 100 km-march først bliver afgjort omkring 70 eller 80 km, når trætheden for alvor melder sig.

Men meget af grundlaget bliver lagt langt tidligere.

Et tempo, der føles let efter 10 km, kan være for hurtigt, hvis det skal holdes gennem 15, 18 eller 20 timer.

Derfor foretrækker jeg at starte roligere, end jeg egentlig har lyst til.

Det kræver lidt disciplin. Især når andre går hurtigere, og kroppen føles stærk.

Men det overskud, du sparer i begyndelsen, kan blive meget værd senere.

Find din rytme – ikke din topfart

På lange marcher handler tempo ikke kun om kilometer i timen.

Det handler mindst lige så meget om rytme og stabilitet.

I starten er det nemt at lade sig påvirke af:

• andre deltagere
• stemningen
• adrenalinen
• følelsen af friske ben

Men kroppen vil næsten altid føles stærkere efter 10 km end efter 70 km.

Jeg vil derfor hellere finde et tempo, som føles kontrolleret og kan holdes længe, end forsøge at hente minutter tidligt på dagen.

På 100 km er det ikke den hurtigste kilometer, der er interessant.

Det er evnen til at blive ved.

Pauser koster mere, end man tror

Pauser er nødvendige, men de kan også spise overraskende meget tid.

En pause på fem minutter virker ubetydelig. Men seks ekstra pauser på fem minutter er en halv time.

Samtidig oplever jeg, at det ofte bliver sværere at komme i gang igen efter lange stop. Kroppen køler ned, benene bliver stive, og rytmen forsvinder.

Derfor forsøger jeg at gøre mine pauser korte og målrettede.

Fyld væske op. Spis. Ordne fødder eller udstyr, hvis der er behov for det. Og kom videre.

Det betyder ikke, at man aldrig må tage en længere pause. Hvis kroppen har brug for det, kan det selvfølgelig være den rigtige beslutning.

Pointen er bare, at pauser bør være et bevidst valg frem for noget, der langsomt vokser undervejs.

Energi skal komme, før du mangler den

Det samme gælder energi.

En klassisk fejl er at vente med at spise, fordi man stadig føler sig frisk.

Problemet er, at når energien først er væk, kan det være svært at hente den tilbage.

Jeg foretrækker derfor at begynde tidligt og spise små mængder regelmæssigt gennem hele marchen.

På mine egne lange ture bruger jeg en fast rytme, hvor mit ur minder mig om at spise hver halve time.

Det betyder ikke, at alle skal gøre præcis det samme. Men jeg synes, det er langt lettere at vedligeholde energien end at forsøge at genopbygge den, når den først er væk.

Hvis du vil gå mere i dybden med dette, har jeg lavet en særskilt guide om energi og væske på lange marcher.

Reagér tidligt på små problemer

En varm plet på foden virker måske ikke alvorlig efter 25 km.

Efter 70 km kan den være blevet til det problem, der afgør, om du kommer i mål.

Det samme gælder irritation fra tøj eller rygsæk, begyndende spændinger og andre små gener.

Min tilgang er derfor:

Reagér, mens problemet stadig er lille.

Stop hellere kort og ret en strømpe, justér rygsækken eller gør noget ved en begyndende vabel end at håbe på, at problemet forsvinder af sig selv.

På lange distancer gør det sjældent det.

De svære kilometer kommer

For mange begynder 100 km-marchen for alvor et sted omkring 60–80 km.

Trætheden bliver tydeligere. Benene er tunge. Mørke eller nat kan begynde at påvirke oplevelsen. Små problemer fylder mere.

Og det er ofte her, dispositionen fra de første mange timer viser sig.

Hvis tempoet har været lidt for højt, energien lidt for ujævn og pauserne lidt for lange, bliver regningen ofte betalt her.

Omvendt kan en kontrolleret start give dig:

• mere stabilt tempo
• færre problemer
• bedre humør
• større overskud

Det betyder ikke, at de sidste kilometer bliver lette.

Men der er stor forskel på at være træt efter 80 km og at være færdig efter 80 km.

Sådan kan 100 km opleves

Alle oplever selvfølgelig distancen forskelligt, men jeg synes, at 100 km ofte kan deles op nogenlunde sådan:

0–20 km
Alt føles let. Her er den største opgave ofte at holde igen.

20–40 km
Rytmen falder på plads. Du har stadig masser af overskud.

40–60 km
Belastningen bliver tydeligere. Nu begynder de små beslutninger at få betydning.

60–80 km
For mange er det de svære kilometer. Hold fast i rytmen, energien og de gode rutiner.

80–100 km
Nu handler det mindre om hele distancen og mere om at fortsætte fremad. Ét depot, én kilometer og ét skridt ad gangen.

Typiske fejl på en 100 km-march

At starte for hurtigt
Det føles sjældent som en fejl, når man gør det. Konsekvensen kommer mange timer senere.

At holde for lange pauser
Fem minutter bliver hurtigt til ti, og kroppen kan blive tung at få i gang igen.

At spise for sent
Når du mærker et stort energifald, er du ofte allerede bagud.

At ignorere små problemer
Vabler, irritation og ømhed bliver sjældent bedre af yderligere 50 km.

At fokusere for meget på gennemsnitsfarten
Et bestemt tal på uret er mindre vigtigt end at finde en rytme, du faktisk kan holde.

Læs også